Anna Vyakhireva - et håndboldliv med op- og nedture
Anna vyakhireva er født ind i en håndboldfamilie, hvor hårdt arbejde og dedikation til sporten var forventet. Hendes far var håndboldtræner og hendes søster spillede også håndbold, så det var en naturlig del af hendes barndom, at træne rigtig meget og hårdt:
“Af min barndom synes jeg kun at have beholdt de hårde minder. Jeg vil ikke sige, de er dårlige minder, men de er bestemt hårde. Min far plejede at få mig til at træne på gaden, uanset hvordan vejret var. Hvis jeg skulle i skole klokken 8, ville jeg være oppe klokken 7 og nede på gaden for at træne. Og det samme når jeg kom hjem fra skole; træne igen. Min tid var 70 % håndbold og 30 % at være et normalt barn,” forklarer hun på EHF's hjemmeside.
Da hun var 9 år begyndte hun selv at spille håndbold og på baggrund af den hårde træning og forventningen til dedikation oplevede hun, allerede tidligt, stor succes på håndboldbanen. Som 12-årig flyttede hun ind på en kostskole, hvor de bedste unge atleter samledes, og derfra gik det stærkt. Som 16-årig gik det op for hende, at håndbold ville fylde alt i hendes liv, og allerede som 21-årig vandt hun OL med det russiske landshold, hvor også hendes søster, Polina Kusnetsova, spillede med.
Succesen gav Vyakhireva endnu mere blod på tanden, og samme år som OL-guldmedaljen, flyttede hun til klubben Rostov-Don, der ligesom hende selv havde ét for øje; at vinde så mange trofæer som muligt. Der spillede hun i fem år, men det lykkedes ikke holdet, at stå øverst på Champions League-skamlen. Corona-sæsonen var ubehagelig, og Anna Vyakhireva begyndte så småt at tænke på at stoppe med at spille håndbold:
“Jeg indså, at jeg ikke gjorde tingene, fordi jeg ville, men fordi folk forventede, at jeg skulle. Jeg ønskede at tage en pause fra håndbold, fordi jeg bare ikke nød det længere. Men så kom Covid-19, og alt gik af helvedes til. OL blev flyttet til 2021, så jeg besluttede at spille en sæson mere, men jeg endte med at kæmpe det år. Min krop gav op, og jeg endte med at være skadet det meste af sæsonen. Jeg havde holdt mig selv under så meget pres, at alt gav op. Jeg var en skygge af mig selv,” beskriver hun på EHF's hjemmeside.
Anna Vyakhireva tog derefter en pause fra håndbolden, hvor hun brugte tiden på sig selv og egne ønsker, frem for andres forventninger til hende. Efter pausen vendte hun tilbage i en ny version af sig selv, der viste sig at skulle opnå meget mere håndboldmæssig succes.
Hun flyttede til Vipers Kristiansand i Norge, hvilket hun beskriver som det bedste valg nogensinde. Der var en anden ro omkring håndbolden og Anna Vyakhireva fandt den helt rette balance mellem håndbolden og alt det resterende i hendes liv. Den første sæson i Vipers opnåede hun også det, som hun havde hungret efter i Rostov-Don; Champions League-trofæet
Anna Vyakhireva har altid drømt stort, hun har altid troet på at hun kunne opnå det største. Hun er stadig perfektionist og hun stræber efter det ultimative på håndboldbanen. Hun beskriver også, at hun er sikker på, at hendes far er stolt af, hvad hun har opnået. Han har ikke kunnet tale de sidste to år, som følge af en hjerneblødning, men hun er sikker på, at hvis han kunne, så ville han fortælle hende at han var stolt.
Vyakhireva beskriver sine olympiske medaljer (én guld og én sølv) og Champions League-trofæet, som de største bedrifter i hendes håndboldkarriere og hun har svært ved at forstå, at hun er 29 år nu og at karrieren måske vil slutte en dag.
Så selvom det har været en rutsjebanetur at nå dertil, hvor hun er i dag, ser hun tilbage på et håndboldliv med flere op- end nedture og et årelangt og hårdt mentalt arbejde, der har gjort, at hun er et rigtig godt sted i sit liv lige nu.