LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Skjern er kommet igennem historisk efterår

Skjern Håndbold har i efterårssæsonen sat publikumsrekord i Skjern Bank Arena med et gennemsnit på 2.992 tilskuere pr. kamp, hvilket er det højeste i klubbens historie og blandt de bedste i Bambuni Herreligaen.

Efterårssæsonen har budt på et historisk højt tilskuergennemsnit i Skjern Bank Arena, hvor opbakningen omkring Skjern Håndbold har nået et niveau, klubben ikke tidligere har oplevet.

Med et gennemsnit på 2.992 tilskuere pr. hjemmekamp har arenaen haft det højeste tilskuersnit i klubbens historie. Kun Aalborg Håndbold kan i denne sæson fremvise et højere gennemsnit i Bambuni Herreligaen. Samtidig er tallet højere end i sidste sæson, hvor gennemsnittet lød på 2.963 tilskuere.

I alt har 26.925 tilskuere været på plads i Skjern Bank Arena i løbet af efteråret, og samtlige siddepladser på langsiden har været udsolgt til alle hjemmekampe.

Salgschef i Skjern Håndbold, Rasmus Boysen, glæder sig over den markante opbakning.

"Det er nogle tal, vi er rigtig stolte af. Vi oplever stor interesse omkring klubben, og tæt på 3.000 tilskuere i gennemsnit betyder meget – både for stemningen i hallen og for den samlede kampdagsoplevelse," siger han til Skjern Håndbolds hjemmeside.

Ifølge Boysen er udviklingen et resultat af et målrettet arbejde med at engagere både fans og samarbejdspartnere omkring kampdagene.

"Vi har arbejdet kontinuerligt med at skabe gode rammer omkring kampdagene og gøre det attraktivt for folk at være en del af fællesskabet i Skjern Bank Arena. Det gælder både for dem, der kommer fast, og for dem, der får muligheden, når pladser bliver frigivet."

Netop arbejdet med at frigive sæsonkortspladser har haft stor betydning for, at flere tilskuere har haft mulighed for at komme i hallen.

"Når sæsonkortholdere frigiver deres pladser, giver det andre chancen for at komme i hallen, og det er vigtigt for at kunne udnytte pladserne så godt som muligt. Det er et punkt, vi har haft fokus på i denne sæson, som begynder at bære frugt," siger Rasmus Boysen.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder