LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Jensen

Derfor vinker Randers pludselig farvel til topspillere, forklarer bestyrelsesformand

Først Kristin Thorleifsdottir og senest Mai Kragballe har med øjeblikkelig virkning forladt Randers HK. Bestyrelsesformand Henrik Schaar er lige nu på et ganske hårdt, meget vanskeligt, yderst svært og knapt så sjovt arbejde med at få samlet penge nok til, at byen kan have et kvindeligahold både i denne og næste sæson.

Der bliver ikke bare rendt stærkt på bestyrelsesgangene i Randers HK i øjeblikket: Der bliver rendt rigtig, rigtigt stærkt. Bare spørg bestyrelsesformand Henrik Schaar, der i disse dage bruger alle sine vågner timer og mere til på at få alle de økonomiske ender til at mødes i Randers HK, der er voldsomt presset økonomisk.

For at få lukket en lille procentdel af det økonomiske hul, så har klubben set sig nødsaget til at vinke farvel til den svenske landsholdsbagspiller Kristin Thorleifsdottir, der i starten af december med øjeblikkelig virkning rykkede til Horsens, og i går kom det frem, at man også måtte afskedige ligatopscorer Mai Kragballe til franske Nantes.

- Hvis vi ikke gjorde det her, så var der en overvejende risiko for, at vi lukkede og slukkede. Så ville der slet ikke være håndbold i Randers. Så vi gør jo ikke det her, fordi vi synes, det er sjovt men nødvendigt. Det er voldsomme og drastiske skridt, vi har gjort. Og vi må bare konstatere, at det har været en svær proces, siger bestyrelsesformand i Randers HK, Henrik Schaar, til Europamester.dk.

- Kan du udelukke, at der kommer flere af de her handlinger lige pludselig?

- At udstede garantier har jeg lært, det kan man ikke. Men jeg har absolut ingen intentioner om flere handler. Nu er der under 14 dage til næste ligakamp mod Ringkøbing, og vi skulle gerne have en trup, der kan spille som et hold.

Håbet, troen og det hårde arbejde skulle rigtig gerne munde ud i, at Randers HK forbliver et ligahold - både i denne og i de næste mange, mange sæsoner. Men derfor må man endelig ikke bare sætte sig tilbage i lænestolen og regne med, det hele nok skal gå.

- Vi balancerer efter udbud og efterspørgsel. Hvis der ikke er større opbakning i Randers, så må vi handle derefter. Jeg kan ikke kommentere på de enkelte sager, men jeg har ingen planer om at flere skal af sted. Det ligger ikke i kortene. Forudsætningen for at blive i ligaen er, at man har en intakt trup, der kan spille. Enhver anden justering nu vil være alt for stor.

- Vi har tage et stort skridt i den rigtige retning i forhold til at køre den her sæson færdig. Vi arbejder hårdt, og der er mange ting, der skal falde på plads endnu. Men vi har en rigtig god snak med vores venner af huset: Nære samarbejdspartnere og investorer. Vi er jo en organisation, der ikke har lavet andet end at skære ned de sidste tre år. Vi har skåret ned på alt.

- Vi har nogle voldsomt store ildsjæle i og omkring klubben, som vi er meget taknemmelige for. Uden dem ingen klub. Nu er vi så kommet dertil, hvor der ikke er mere at skære ned på. Derfor er vi nødt til at kigge på vores sportslige set-up, og der er vi jo ved at save den gren over, vi selv sidder på. For vi lever af at levere gode resultater på håndboldbanen, og derfor kigger vi også ind i næste sæson, hvor spillerbudgettet skæres kraftigt ned.

For Henrik Schaar er der ingen tvivl: Den traditionsrige klub, der i sin storhedstid både har vundet europæiske trofæer, DM- og pokalguld, skal leve videre.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder