FHK-direktør vil ikke ud med nyt om trænersituationen
2025 blev et år, hvor Fredericia Håndboldklub både oplevede europæisk eufori og måtte træffe en af de sværeste beslutninger i nyere tid. Det gælder ikke mindst på trænerposten, hvor klubben tidligt på efteråret valgte at sige farvel til Gudmundur Gudmundsson og lade Jesper Houmark overtage ansvaret som cheftræner.
Beslutningen kom efter en periode med mange nederlag, og ifølge direktør Thomas Renneberg-Larsen var der ikke plads til at vente.
”Det var en hård beslutning. Der er ingen, der synes, det er sjovt at stoppe et samarbejde med en træner, som har leveret så meget for klubben. Men vi stod i en situation med en periode med mange nederlag, og vi var nødt til at handle,” siger han til Fredericia AVISEN.
Fredericia har de seneste år flyttet sig markant, og netop den udvikling har ændret vilkårene omkring klubben. Det pres var også en del af bagtæppet for trænerskiftet.
”Når man har været oppe og vinde ni ud af ti kampe over en lang periode og har spillet med om medaljer, så forventer folk, at det fortsætter. Men sport er ikke lineær. Der kommer bump på vejen,” siger Renneberg-Larsen.
Med Jesper Houmark som cheftræner har klubben forsøgt at skabe ro og stabilitet i en sæson, der i forvejen har været præget af forandringer, nye spillere og justeringer i spillet. Resultaterne har ikke altid levet op til ambitionerne, og det erkender direktøren også åbent.
”Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, vi har underpræsteret i perioder. Vi havde en ambition om at ligge et par pladser højere. Det var ønskescenariet,” siger han.
Alligevel peger han på, at holdet fandt fodfæste igen frem mod julepausen, og at sæsonen fortsat rummer muligheder. Spørgsmålet om cheftrænerposten på længere sigt er dog ikke afklaret endnu.
”Det er et godt spørgsmål. Og det er noget, vi nok skal melde ud, når tiden er rigtig,” siger Thomas Renneberg-Larsen.
For nu er fokus rettet mod arbejdet her og nu. 2025 har givet Fredericia både store oplevelser og nødvendige erkendelser – og ikke mindst en påmindelse om, at også succesfulde projekter kræver svære valg undervejs.