LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Anders T. Willumsen

Spillerforeningen skuffet over Team Esbjerg udmelding om økonomi og graviditeter

Spillerforeningen kritiserer signalet Team Esbjerg udsendte efter regnskab med minus på 3,25 millioner kroner, som de tillagde en række graviditeter ansvaret for.

Team Esbjerg er kommet ud af regnskabsåret 2024/25 med et underskud på 3,25 millioner kroner, og klubbens egen forklaring har affødt kritik. I en meddelelse på klubbens hjemmeside peger Esbjerg blandt andet på graviditeter blandt spillerne som en væsentlig årsag til det forværrede resultat.

Ifølge klubben har fire spillere været ukampdygtige på grund af graviditet, mens en femte var ramt af en alvorlig knæskade. Det betød, at truppen tidligt i 2025 måtte suppleres med fem nye spillere, hvilket førte til markant højere personaleomkostninger. Udgifterne til løn steg i perioden fra 16,8 til 19 millioner kroner, samtidig med at generelle prisstigninger også belastede økonomien.

Forklaringen har dog fået Håndboldspillerforeningen til at reagere. Direktør Torben Vinther mener, at det er problematisk at koble spillernes graviditeter direkte sammen med klubbens økonomiske udfordringer. "Det er og bør ikke være spillerne, der er ansvarlige for, hvordan klubben administrerer sin økonomi," siger han til TV2 Sporten.

Vinther understreger, at der i dansk håndbold ikke findes en kollektiv overenskomst, og at den gældende standardkontrakt ikke indeholder en egentlig barselsordning. I praksis betyder det, at spillere på barsel overgår til dagpenge, og at klubberne dermed ikke betaler løn i perioden. Derfor mener han, at det sender et uheldigt signal at fremstille graviditeter som en økonomisk belastning.

Ifølge Håndboldspillerforeningen handler kritikken ikke om Team Esbjergs konkrete regnskab, men om den kultur og signalværdi, der ligger i formuleringen. Vinther peger på, at sådanne udmeldinger kan få betydning for både nuværende og fremtidige spillere, der overvejer at spille i klubben.

Team Esbjerg har samtidig iværksat tiltag for at styrke økonomien fremadrettet. Klubben har hævet priserne på en række sponsorprodukter, og ejerkredsen har tilført selskabet tre millioner kroner. Sportsligt var sæsonen succesfuld med en andenplads i DM, pokaltitel og en tredjeplads i Champions League.

TV 2 Sport har forsøgt at få en uddybende kommentar fra bestyrelsesformand Bjarne Pedersen, men han har endnu ikke ønsket at uddybe sagen yderligere.

 

 

 

 

 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder