LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

FHK-spiller var ramt af meningitis: Jeg lå bare der hjemme i mørket

Siden julepausen har Fredericia Håndboldklubs Kasper Young ikke været at finde på banen, og søndag aften fortalte han åbent om det alvorlige sygdomsforløb, han har været igennem.

I pausen af Fredericias slutspilskamp mod Bjerringbro-Silkeborg forklarede Young til TV 2 SPORT, at han har været ramt af meningitis. Sygdommen viste sig at være langt værre end først antaget, og sendte ham gennem flere uger med kraftige smerter, isolation og massiv medicinering.

“Min hjerne var fuldstændig slukket. Jeg lå bare derhjemme i mørket. Jeg så ikke nogen mennesker – heller ikke min familie. Det var vanvittigt hårdt,” fortæller Young.

Han var i omkring ti uger afhængig af morfin for at håndtere smerterne, hvilket udviklede sig til et nyt alvorligt problem.

“Til sidst kunne jeg ikke længere afgøre, om jeg havde brug for medicinen eller bare tog pillerne, fordi jeg var blevet afhængig. Det var skræmmende,” siger Young ærligt.

En dag besluttede Young og hans kæreste derfor at tage et drastisk skridt for at bryde afhængigheden:

“Min kæreste fjernede pillerne, og så lavede jeg en kold tyrker. Det var nogle af de hårdeste dage i mit liv.”

Nu er den værste del heldigvis overstået, og Kasper Young har stille og roligt genoptaget styrketræningen med holdet. Han er dog fortsat langt fra fuldt kampklar.

“Realistisk set bliver det først efter sommerferien, jeg kan spille igen. Der er stadig nogle eftervirkninger, hvor jeg bliver meget hurtigt træt. Vi skal være forsigtige,” forklarer Young.

Trods den lange vej tilbage glæder han sig over de fremskridt, han har gjort de seneste uger, og sætter ekstra pris på at være tilbage omkring sine holdkammerater.

“Det er fantastisk bare at være her igen, og at jeg igen kan være en del af fællesskabet,” siger han.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder