Ny og historisk aftale på plads for kvindernes Final4
Den fynske hovedstad bliver derfor den første samarbejdspartner til at skrive under på et flerårigt værtskab for kvindernes Final4. Med en tilskuerkapacitet på 4.000 skaber Jyske Bank Arena i Odense den perfekte kulisse til at videreudvikle det format, vi kender i dag:
”Vi har store forventninger til det set-up, der kan skabes i Odense. Med arenaens kapacitet kan vi huse alle spillere og sponsorer under ét tag, og så er der masser af muligheder for at udnytte den tilstødende hal til aktiviteter, som varmer publikum op til de fire spændende opgør. I min optik er det helt optimale rammer for den fortsatte udvikling af Final4-konceptet for kvinderne,” siger Thomas Christensen, direktør i Tophåndbold.
Kvindehåndbolden oplever i disse år en positiv udvikling – både på og uden for banen – og det er Odense blevet en vigtig del af. Med stærke klubpræstationer og stor opbakning fra fans og tilskuere er byen i dag et naturligt samlingspunkt for sporten. Der er derfor store forventninger til, at Odense som værtsby kan understøtte og videreføre den retning. Borgmester i Odense, Peter Rahbæk Juel, udtaler:
’’ Vi ser frem til at hæve niveauet for, hvordan et Final4 event kan arrangeres. De mange fans kan se frem til et par dage, hvor håndbolden er i højsædet, men hvor vi også med vanlig kreativitet og ildhu giver vores gæster udenøs fra en bid af Odense og Fyn med hjem og samtidig gør det ekstra festligt at være odenseaner’’.
Tophåndbold har længe haft en klar ambition om at styrke og udvikle kvindernes turneringsformat og bringe det op på det niveau, der er kendetegnet ved herrernes Final4 i Jyske Bank Boxen.
''De danske kvindehold viser gang på gang, at de kan måle sig med verdens bedste. Derfor har vi en forpligtelse til at give dem de bedste vilkår til at kunne gøre netop det – også på dansk jord. Det kræver, at vi investerer og bakker op’’, uddyber Thomas Christensen og fortsætter: ’’Vi glæder os over, at vi i de næste tre år skal arbejde tæt sammen med Destination Fyn, Odense Kommune og Odense Sport & Event for at leve op til de ambitioner.’’