Kommentar: Lad os se på formbarometeret for de danske VM-spillere!
Det er første gang, at Danmark skal træde ind i en slutrunde under ledelse af Helle Thomsen og Bojana Popovic. Og i dag samt på lørdag møder de to landstrænere for første gang modstand af anstændig kaliber – med al respekt for Island, Tjekkiet og Tyrkiet har Danmark under de nye træneres ledelse ikke mødt nævneværdig modstand. Svenskerne er derimod et ganske fint hold; selvom holdet ikke har vundet en medalje i mange år, har de været at finde i top 4 ved flere slutrunder.
For at Danmark skal nå helt til tops, skal harmonien findes på banen, og det stærke kollektiv udgøres også af den individuelle formkurve. I denne artikel vil vi kort kommentere på formkurven hos den enkelte spiller på en skala fra 1–5, hvor 1 angiver meget dårlig form, og 5 angiver topform.
Spillerne kan dog variere meget; nogle spillere har store roller på klubhold, men mindre på landshold – og omvendt. Derfor er en god formkurve på klubhold ikke altid en god indikator for, at denne spiller vil få en stor rolle til slutrunden, og omvendt.
Målvogtertrioen – Danmarks normalt så stærke plads – synes sårbar i år!
Althea Reinhardt: 1
Odenses Althea Reinhardt har ikke spillet i over to måneder, men er alligevel udtaget til VM-slutrunden i håbet om, at hun kan blive klar. Reinhardt har i Odense passet sin fysiske træning, og målvogtere er en særlig størrelse, der nemmere kan glide ind i deres vante spil, hvis grundfysikken er der.
Amalie Milling: 3
Milling har haft en god sæson med mange minutter – hun var førstevalg i langt de fleste kampe, og i Champions League har hun virkelig vist sig flot frem med mange redninger, hvor hun har afgjort kampene til Ikasts fordel. Her på det seneste er hun dog blevet skudt lidt i sænk; både mod Viborg og mod Team Esbjerg havde Milling det svært, og Filippa Idehn sluttede da også af med at tage de fleste minutter.
Anna Kristensen: 3
Den danske keeper er lavet af noget særligt. Selvom forsvaret i Team Esbjerg ikke altid har set lige kønt ud, har Anna Kristensen alligevel formået at holde en pæn redningsprocent i ligaen forud for VM. I Champions League har det været mere svingende – ligesom Team Esbjerg har været – men gode kampe mod stormagten Györ og hendes erfaring fra sidste slutrunde gør, at vi godt tør håbe på endnu en flot slutrunde fra den unge dansker.
Fløjene – to makkerskaber fra to topklubber
Emma Friis: 3
I CSM Bucuresti har der været en del tumult: trænerfyring, svingende spil i Champions League, men meget stabile præstationer i den stærke rumænske liga, hvor de fortsat er ubesejrede. Emma Friis har haft gode kampe og nogle mere anonyme, men afslutningssikkerheden har været godkendt.
Trine Østergaard: 4
På den anden fløj i den rumænske storklub sidder Trine Østergaard tungt på pladsen! Hun har fået masser af spilletid, mange bolde at arbejde med og lavet mange mål. I tillæg skyder hun i perioder også straffekast – hun havde fået 5, hvis hendes effektivitet i ligaen og Champions League havde været en smule højere. I forsvaret er Østergaard en evigt solid fløjspiller, der er skarp i opbakninger og til at stjæle bolde.
Elma Halilcevic: 5
Hold da op for en sæson, Elma Halilcevic har brændt af! Hendes formkurve har siden sidste efterår været uhyggeligt opadgående. Det er en fornøjelse at se den rivende udvikling, hun har været i. Hun har lavet mange mål med høj effektivitet fra både hjørnet og i kontrafasen – både i ligaen og i Champions League. I forsvaret er hun en mester i at stjæle bolde og dække store områder – især hvis modstanderen spiller 7 mod 6.
Andrea Aagot: 4
Andrea Aagot er fortsat en teknisk nydelse at se i sin skudafvikling fra hjørnet og på straffekast. Hun har oppet sit forsvarsspil gevaldigt i sin tid i Odense, og på landsholdet har hun fået en mere fast plads siden sidste slutrunde. Aagot udgik i den tredjesidste Champions League-kamp med en mindre skade, men var tilbage mod Krim i den sidste kamp inden VM-pausen. På sædvanlig Aagot-facon leverede hun som altid, men der er intet meldt ud om, hvorvidt hun er helt over sin skade.
Bagspillerne – stort ansvar på andre spillere denne gang
Helena Elver: 5
Elver startede sæsonen med en skade, men brugte kort tid på at integrere sig som styrkvinde for Györ. Den danske angrebskaptajn er omdrejningspunktet i både det ungarske klubhold og på landsholdet. I de vigtige kampe mod FTC, Gloria Bistrita og Metz har Elver ført an og taget det meste af spilletiden og braget igennem. Hun har sat spillet vanvittigt godt op til Dione Housheer og Bruna de Paula, skabt overtal ved at vinde sine dueller, fundet sin stregspiller og leveret gode diagonalbolde til sine fløje. I kampene, hvor der har været mindre på spil, har hun fået færre minutter – og det kunne betyde, at Elver har et stort fysisk overskud. Uden Elver i topform bliver denne slutrunde meget svær for Danmark. I de landskampe, hun har spillet for Helle Thomsen, har hun også været dominerende.
Anne Mette Hansen: 5
Anne Mette Hansen havde ikke en køn afsked med Metz ved Final 4 – det var faktisk lidt rædselsfuldt at se på. Den rutinerede venstreback kunne ikke støtte de to unge i Grandveau og Vamos til det store finalestævne. Heldigvis har de rumænske græsgange gjort hende godt! I CSM har hun været en motor sammen med Elizabeth Omoregie i begge ender af banen. Hun har været skarp til at modtage bolden i den rette afstand til sine dueller og været mere villig til at skyde udefra – og det skal hun bestemt også for Danmark ved VM.
Julie Scaglione: 4
Det unge stortalent har virkelig spillet igennem denne sæson, senest med to flotte kampe mod Podravka i Champions League. Scaglione har været god på skuddene fra distancen, og hendes Radjenovic-finte, hvor hun går til venstre for sig selv, har set skarp ud. Grunden til, at hun ikke får en højere score, er, at hun havde det svært mod både Team Esbjerg og Viborg – ligesom hendes viderespil skal forbedres gevaldigt.
Kristina Jørgensen: 3
Det bliver spændende, om Kristina Jørgensen skal have flere minutter, nu hvor Mie Højlund ikke er med på grund af skade. Jørgensen er alsidig og kan spille både venstreback og playmaker, og hun dækker fint op – men spillemæssigt er hun gået noget i stå, siden hun skiftede til Györ. På landsholdet har hun aldrig fået den rolle, mange spåede hende i Viborg-tiden. Helle Thomsen har oplevet Kristina Jørgensen i Nantes, og i Metz var Jørgensen decideret fremragende. Det var lidt en skam, at man ikke kopierede den skabelon til landsholdet, da hun dengang var flankeret af Anne Mette Hansen og Louise Burgaard.
Mette Tranborg: 3
Danmarks eneste venstrehåndede bagspiller har en stor opgave. Der bliver virkelig brug for, at Mette Tranborg med sine lange fangearme og store fysik kan løfte den danske defensiv i fraværet af de mange stregspillere. Tranborg kan dække både centralt og på backen, og sidste år udgjorde hun en superindskiftning midtvejs i turneringen, da hun fuldstændig stabiliserede defensiven mod Tyskland. I denne sæson er hun skiftet fra Team Esbjerg til FTC, og angrebsmæssigt har hun ikke haft en stor rolle; her aflaster hun periodisk Katrin Klujber. I forsvaret har hun dækket centralt med både Emily Vogel og Orlane Kanor. Det har været lidt blandet – især mod Györ havde Tranborg det meget svært over for Helena Elver. Men i de sidste to kampe mod Brest har formkurven været opadgående; senest i den sidste kamp fik hun virkelig sat sig igennem og lukket ned for de hurtige franskmænd. For landsholdet har hun spillet aldeles glimrende for Helle Thomsen; senest mod Tjekkiet var hun ekstremt godt kørende – men måske på en lidt billig baggrund.
Michala Møller: 4
Team Esbjergs altmuligkvinde Michala Møller giver sig altid fuldt ud. Trods en smule modgang for klubben har Møller virkelig været en kriger. Især i kampen mod Ikast så man, hvad hun kan, når hun kommer i den rette fart og bolden serveres til hende. Man kan håbe, at Møller udover at få en del tid på højreback også får lov at dække den op. Hun er god til at spidse en andenfasekontra af med skarpe gennembrud mellem back og fløj, og hendes viderespil – særligt til højrefløjen – er rigtig fint.
Laura Borg: 3
Unge Laura Borgs udtagelse overraskede de fleste – men Helle Thomsen insisterer på at skole hende på dette landshold, og det kan bestemt være en god investering. I klubben er det gået fint pontmæssigt, men Viborg HK indkasserer en del mål i midterzonen. I landskampen mod Island havde Borg det lidt svært med krydsspillet – og det var en modstander af lavere kaliber. I andenfasekontraen har hun potentiale til at bære bolden og hamre den afsted – men hun har brug for mere tid. Borg er med for at lære; det bliver spændende, om hun reelt får minutter til slutrunden, eller om det bliver Anne Mette Hansen, der skal tage de minutter, hvor Line Haugsted får pause.
Line Haugsted: 4
Trods lidt usikkerheder i Team Esbjerg-forsvaret i denne sæson har Line Haugsted spillet ganske fint. Forsvaret står bedst, når hun er derinde, og det tager tid at lære sine medspillere at kende. Danmark har virkelig brug for Haugsteds flotte forsvarsspil til både at lukke ned for modstandere, snuppe stregindspil og lave afdriblinger. Hun har en ro og autoritet, der forankrer spillerne omkring hende, og hun er i særklasse til at gøre banen smal ved at bakke op, komme rundt om en stregspiller og positionere sig på ny, når modstanderne flytter bolden. I angrebet har vi endnu ikke set den Haugsted, der bankede boldene ind i andenfasekontraen ved VM 2021 og i Viborg – og måske skal man prioritere en hurtigere indskiftning af Helena Elver i stedet. Line Haugsteds betydning for dette landshold er enorm defensivt, og hun kan kickstarte målvogterne på en unik måde med sine gode parader.
Stregspillerne – en ny stregduo skal til slutrunde
I fraværet af Kathrine Heindahl, der endnu ikke har fundet en relevant kampform, og de barselsramte Sarah og Rikke Iversen har landstræneren været nødsaget til at gå med nye folk på stregspilspositionen. Stregspilspositionen bliver kun vigtigere i moderne håndbold, og det er bestemt en stor opgave, der venter landstrænerne og de nyslåede landsholdsspillere.
Nanna Hinnerfeldt: 3
Hun er Danmarks nye alsidige stregspiller – hun kan lidt af det hele. Hun kan stå i midterforsvaret i defensiven, og hun kan både screeningsspillet og rykkene i angrebet. Det er dog første gang, at Hinnerfeldt skal spille på dette niveau. Klubmæssigt har hun, så vidt jeg er orienteret, aldrig spillet europæiske kampe, da NFH er kvalificeret direkte til gruppespillet. Så det bliver en stor udfordring, hun skal gå i møde. I denne sæson har hun gjort det fint, men hun er måske faldet lidt ud mod topholdene i ligaen.
Sofie Bardrum: 3
Bardrum buldrede igennem for landsholdet – hun var hurtig til at lure sin placering, når Elver gik på duellerne i sine første landskampe. Og det er i angrebet, hun har sin force. Forsvarsmæssigt bliver hun en udfordring, da omstillingsspillet foregår i højt tempo, og en stregudskiftning ofte er svær. På klubholdet i Slovenien har hun dækket en fløj og ikke blandt de fire midterste pladser, så det er heller ikke meget forsvarstræning, hun har fået genopfrisket.
I Krim har hun spillet fint angrebsmæssigt. Hun har fået et godt samarbejde med franske Grace Zaadi – hun er rigtig god til både at rykke ind, når forsvaret løfter op, og til at screene. Hun har vist, at hun i Champions League sagtens kan være med i de rigtige situationer.