Ladefoged skifter til PSG: “Det er et kæmpe plus, at Møllgaard og Stefan er der”
Frederik Ladefoged skifter til sommer til PSG på en to-årig aftale.
Frederik Ladefoged tager til sommer et stort skridt i karrieren, når han forlader Dinamo Bucuresti for at spille i franske Paris Saint-Germain.
Den danske stregspiller har underskrevet en toårig kontrakt med den franske storklub, hvor han fra næste sæson får Stefan Madsen og Henrik Møllgaard som trænerduo.
Selvom de danske trænere ikke var afgørende for skiftet, ser Ladefoged det som en ekstra fordel:
“Det har ikke været afgørende for min beslutning, men det er et kæmpe plus at Møllgaard og Stefan er der, det ser jeg rigtig meget frem til. Jeg kender dem egentlig ikke særlig godt, men jeg har sagt til Stefan før, at jeg føler, jeg kender ham,” siger Frederik Ladefoged til TV2 Sport.