Kun tre uger efter fødslen: Nora Mørk varsler comeback
Den norske stjerne drømmer allerede nu om at vende tilbage til håndboldbanen så snart det er muligt:
“Jeg tænker, at det faktisk er godt, det ikke er januar, og at jeg ikke allerede kigger på, hvor jeg hurtigst muligt kan spille igen. Det er svært at undgå, når man er så konkurrencepræget,” fortæller Nora Mørk til TV2 Norge.
Nora Mørks klub, Team Esbjerg, er i gang med de absolut sidste dele af sæsonen, hvor der fortsat er chance for både at vinde det danske mesterskab og Champions League. Det kan Nora Mørk naturligt nok ikke være med til, men hun håber alligevel på, at hun kan være med til holdets opstart efter sommerferien:
“Jeg tror, som for alle andre, at det var hårdt de sidste uger af graviditeten og endnu hårdere at føde. Men det er dejligt at være på den anden side, og jeg har det rigtig godt,” fortsætter hun.
Det er ingen hemmelighed, at 34-årige Nora Mørk har haft mange skader gennem sin lange karriere og senest til OL i sommers døjede hun også med smerter. Det betød, at hun efter OL måtte melde ud at hun havde brug for en pause fra håndbolden og kort efter kunne hun så afsløre, at hun og Jerry Tollbring ventede deres første barn. Pausen har været god for hendes krop, der på nogle punkter sættes tilbage af en graviditet, men på andre punkter giver anledning til restitution af hele bevægeapparatet.
Jerry Tollbring er også ude med en korsbåndsskade og efter sommerferien skal han spille for Ribe Esbjerg, så familien er samlet i Esbjerg-området.
Nora Mørk slutter af med at fortælle, at hun også drømmer om et comeback til landsholdet.