Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Landstræneren mener: - Disse fire hold ligger lige under Norge og Frankrig

Der findes to klare favoritter til at gå hele vejen til guldet i Paris - men lige under de to konstante favorithold ligger et lag på tre hold, som på gode dage kan hamle op mod overmagterne, mener landstræner Jesper Jensen. 

Du vil nok kunne vække samtlige OL-spillere på de kvindelige håndboldlandshold klokken 3 om natten, og de vil svare det samme på spørgsmålet om, hvilke to landshold der er favoritter til at vinde OL-guld! 

Norge og Frankrig.

Det samme mener den danske landstræner Jesper Jensen også: Hvis man tager et hurtigt kig ned over de seneste fire slutrunder, kan man selv vurdere, om man er enig:

VM 2023: Frankrig guld, Norge sølv
EM 2022: Norge guld, Danmark sølv
VM 2021: Norge guld, Frankrig sølv 
EM 2020: Norge guld, Frankrig sølv

OL 2024: ??

Men der ligger en gruppe af hold, der puster og ånder de to stormagter i nakken og står klar som vilde dyr til at jage medaljer:

- Norge og Frankrig er jo de to dygtigste hold i verden lige nu. Så ligger der en stor gruppe under, hvor jeg synes, at over de seneste mange år har været de dygtigste, siger Jesper Jensen til Europamester.dk og fortsætter:

- Danmark, Holland, Sverige og Tyskland er ved at komme derop. Der er en gruppe af hold lige under, som kan slå dem opad. Jeg ser ikke, at Slovenien slår Norge. Men jeg kan se, at Slovenien kan slå Danmark. Jeg ser Danmark kan slå Norge.

- Sverige, Danmark og Holland kan slå Norge og Frankrig. Det tror jeg ikke mange af de andre landshold kan. Vi skal være glade for, vi står der og glade for, at vi har været dygtige til at holde os foran Sverige og Holland. 

Jesper Jensen har noget at have det i.

Siden han overtog landsholdstøjlerne i 2020 har han ført Danmark til fire ud af fire slutrundesemifinaler med to bronzemedaljer, en sølvmedalje og en fjerdeplads til følge.

- Vi er glade for den position, vi har været i, og det skal vi bibeholde. Jeg ser ikke OL som definerede for, hvor landsholdet er. Jeg ser OL som endnu en måde at cementere på, at det er her, vi er. Skulle vi ende med ikke at komme i top-8, så vil det være en skuffelse. 

- Hvis vi ikke når semifinalen, vil det være en mindre skuffelse, men det vil ærgre os, velvidende at vi ikke bare er et top-4 hold, men vi drømmer om det. Vi skal lære af det og forhåbentlig få drejet os ind på at se, om vi en dag kan blive dygtige nok til at blive sammenlignet med Norge og Frankrig, så vi skal være i den gruppe, som taber mindre til top-6, men som slår dem fra top 4, slutter Jesper Jensen. 

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER