Profil gjorde comeback for Ikast
Den norske profil, der har været ude siden slutspilsopgøret mod Sønderjyske den 8. maj, kom ikke blot på banen, men også på måltavlen i opgøret, som Brest vandt 30-29.
Skogrand måtte tidligere på året forlade banen med en knæskade, som først gav mistanke om et beskadiget korsbånd. Lægernes vurdering lød på operation, men senere stod det klart, at hun kunne nøjes med genoptræning. Efter tre måneder på sidelinjen var hun tilbage i kamptrøjen i næstsidste test før sæsonstart.
“Nu har jeg trænet med holdet i et stykke tid, men det var dejligt endelig at få nogle minutter på banen, hvor der var en rigtig kampfølelse og timing i spillet,” sagde Skogrand i et interview til klubbens sociale medier.
Ikast kom skidt fra start med tekniske fejl og hurtige franske kontramål, men kæmpede sig tilbage i opgøret. Holdet var bagud 3-7 og 7-11, og Brest gik til pause foran 19-16. I slutfasen var Ikast flere gange blot ét mål fra at udligne, men det lykkedes aldrig helt at få overtaget.
For Skogrand gav mødet med den franske storklub værdifulde erfaringer frem mod Champions League: “Det er et mega-godt hold, så det at vi kommer tilbage og kun taber med ét mål, giver os gode referencer,” lød det fra den firedobbelte europamester og OL-guldvinder.