Her er Hassan Moustafas plettede historik som præsident for IHF

Det internationale håndboldforbunds kongres endte, som den så ofte har gjort før. Hassan Moustafa blev genvalgt som præsident for IHF, og dermed fortsætter et lederskab, der i årtier har været præget af magtkoncentration, manglende gennemsigtighed og gentagne kontroverser.

Med genvalget forlænger den 81-årige egypter sit greb om international håndbold, som han har styret siden år 2000. På trods af gentagne beskyldninger om korruption, politisk indblanding og brud på sportslige principper lykkedes det endnu en gang at samle flertal bag sig.

Moustafas periode som præsident har været præget af skandaler, der i andre internationale sportsgrene for længst ville have ført til et opgør. Han har været efterforsket for bestikkelse, kritiseret for at påvirke dommerudpegninger og anklaget for at underminere fair konkurrence. Alligevel har konsekvenserne været minimale.

Et tydeligt eksempel er det omstridte wildcard-system, der giver udvalgte nationer adgang til VM uden kvalifikation. Systemet blev indført, da Tyskland ikke kvalificerede sig til VM i 2015 – et problem for et forbund, hvor tv-rettigheder og økonomi vejer tungt. Resultatet blev, at Australien mistede sin plads, og Tyskland kom med. En beslutning, der stadig står som et symbol på, hvordan økonomiske hensyn har trumfet sportslig integritet.

At Moustafa fortsat kan sikre sig flertal, hænger tæt sammen med IHF’s medlemsstruktur. Under hans ledelse er antallet af medlemslande vokset markant, også i nationer hvor håndbold stort set ikke eksisterer. Mange af disse forbund mangler både ligaer, landshold og reel aktivitet, men de har stemmeret på kongressen.

Ifølge opgørelser mangler over halvdelen af IHF’s medlemslande grundlæggende håndboldstrukturer. Alligevel tæller deres stemmer lige så meget som dem fra de førende håndboldnationer. Det er et system, der favoriserer status quo og gør reel forandring ekstremt vanskelig.

For Norge og andre stærke håndboldnationer er genvalget en bitter erkendelse. Muligheden for et opgør med et udemokratisk lederskab var til stede, men blev ikke realiseret. I stedet fortsætter et styre, som mange anser for at være forældet og skadeligt for sportens udvikling.

Genvalget af Hassan Moustafa er ikke blot en personlig sejr for præsidenten. Det er et klart signal om, at international håndbold fortsat styres af et system, hvor magt vejer tungere end reformer, og hvor stemmer fra papirforbund kan overdøve dem fra sportens kerne.

Håndbolden mistede denne gang chancen for et nybrud. Og prisen betales ikke i bestyrelseslokalerne, men på sportens troværdighed og fremtid.