Denne position på håndboldbanen har mistet sin betydning?

Mellem 2018 og 2023 blev fem ud af seks topscorertitler i Bundesligaen vundet af fløjspillere. De seneste to sæsoner er billedet ændret markant, hvor bagspillere har overtaget toppen af scoringslisten. I den aktuelle sæson befinder den bedst placerede fløj, Emil Jakobsen, sig først på en ottendeplads. Det rejser et oplagt spørgsmål: Er fløjene ved at miste betydning i moderne håndbold?

Ser man isoleret på mål og statistik, kunne svaret umiddelbart synes at være ja. Men en dybere taktisk analyse peger i en helt anden retning. Fløjens rolle har ikke mistet værdi – den har ændret karakter.

Tidligere var fløjspilleren næsten per automatik holdets straffekastskytte. I dag deles den opgave i langt højere grad med bagspillere. Årsagen er udviklingen mod mere hybride spillerprofiler, større mental robusthed i pressede situationer og en generel udviskning af faste positionelle roller. Straffekast er ikke længere knyttet til fløjen som position.

Det betyder dog ikke, at fløjen er marginaliseret. Tværtimod. Fløjspillere er i dag langt mere involveret i opbygningen af angrebsspillet end tidligere. De indgår aktivt i indløb, spærringer, tilbagetrækningsbevægelser og i at binde forsvarsspillere for at skabe plads til bagkæden. Fløjen er blevet en taktisk medspiller snarere end en ren afslutter.

Det stiller større krav. Moderne fløje kan ikke længere “vente i hjørnet”. De skal læse spillet, deltage i strukturen og forstå angrebsprincipper på samme niveau som bagspillere. De skaber fordele, åbner rum og sætter tempo – ofte uden selv at afslutte.

Samtidig har elitehåndbold bevæget sig i retning af øget effektivitet og risikominimering. Angrebene er mere kontrollerede, og holdene søger klare, statistisk fordelagtige afslutninger. Her har fløjens klassiske styrke – springet fra en snæver vinkel – paradoksalt nok gjort positionen til offer for sin egen kvalitet. Netop fordi fløjspillere er så effektive fra hjørnet, udvikler modstanderne strukturer, der aktivt lukker afleveringslinjerne ud mod fløjene.

Forsvarene er blevet mere aggressive på ydersiden. Backerne lukker konsekvent udad, presser afleveringerne og tvinger spillet ind centralt. Resultatet er færre afslutninger fra fløjene og oftere skud fra vanskeligere vinkler. Kravet til effektivitet er samtidig enormt højt – gerne over 80 procent – hvilket kun få kan leve op til over en hel sæson.

Et andet væsentligt element er faldet i antallet af førstebølge-kontraangreb. Med færre risikable afleveringer, færre tekniske fejl og mere disciplineret angrebsspil opstår der færre situationer, hvor fløjene kan løbe alene mod målmanden i fuld fart – tidligere en af fløjens mest produktive scoringskilder.

Konklusionen er klar: Fløjene mister ikke betydning i håndbold. Men deres rolle er blevet mere selektiv, mere kompleks og langt mere integreret i holdets samlede spil. Måler man dem udelukkende på mål, anvender man målestokke fra en anden tid. Fløjens indflydelse på kampens udfald er fortsat stor – blot mindre synlig i statistikkerne.

Og for spillets æstetik er fløjene fortsat uundværlige. Ingen andre spillere kombinerer timing, mod, teknik og luftbeherskelse på samme måde som håndboldens kunstnere på fløjene.