LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

SønderjyskE-målvogter stopper i klubben til sommer

Klubben havde gerne set keeperen fortsætte i klubben.

SønderjyskE Kvindehåndbold har til sommer haft fornøjelsen af målvogter Stine Broløs i fire år. 

Lige fra første dag har Stine vist, at hun virkelig tror på projektet ”Aabenraa på landkortet” og har i den grad udviklet sig, i takt med klubben og det øvrige hold. Hun trådte ind af døren med et uforløst potentiale, og når hun nu drager videre, er det som en af ligaens bedste keepere. En bedrift både Stine og vi i SønderjyskE, er ekstremt stolte af! 

Stine har gennem de forgangne år været et centralt omdrejningspunkt på holdet, både på og udenfor banen. Hun tager sig altid tid til alle, hvad enten det er holdkammerater, fans, SønderjyskE Kidz eller talenter fra SønderjyskE ungdom. Hun er altid klar med et smil, og med overskud til at være noget for andre, og er således på fornemmeste vis gået forrest med en tydelig spejling af de værdier, vi gerne vil kendes for i SønderjyskE Kvindehåndbold.

Cheftræner & sportschef Peter Nielsen udtaler i en pressemeddelse:

”Vi havde naturligvis gerne set Stine fortsætte i SønderjyskE Kvindehåndbold, men har samtidig fuld respekt og stor forståelse for, at hun efter 4 år det samme sted har behov for at få lidt luftforandring. Jeg er virkelig stolt af Stine og af den proces både hun og vi har været igennem, og de mål vi sammen har nået, hvilket ikke er så få endda. Stine har altid været villig til at arbejde hårdt med tingene, både på og udenfor banen, og for det skal hun have en stor cadeau”.

Stine Broløs udtaler:

”Til sommer afslutter jeg fire fantastiske år i SønderjyskE – en tid fyldt med udvikling, store oplevelser og fantastiske mennesker. Klubben har været et sted, hvor jeg har følt mig hjemme fra dag ét, og jeg har altid følt mig værdsat og støttet af både trænere, holdkammerater, stab og fans. 

Gennem årene har vi som hold taget skridt i den rigtige retning, og jeg er stolt af at have været en del af den rejse. Beslutningen om at søge nye udfordringer har ikke været let, men jeg føler, at det er det rette tidspunkt for mig til at prøve kræfter i et nyt miljø. Det ændrer dog ikke på min taknemmelighed overfor alle i og omkring klubben – SønderjyskE vil altid have en særlig betydning for mig, og jeg vil give alt for at afslutte sæsonen på bedste vis.”

Stine har spillet lidt over 100 kampe for SønderjyskE Kvindehåndbold
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder