LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Team Esbjerg henter VM-spiller med øjeblikkelig virkning

Team Esbjerg har indgået en aftale med den hollandske landsholdsfløj Zoë Sprengers frem til udgangen af sæsonen.

Venstrefløjen skifter med øjeblikkelig virkning fra Nykøbing Falster Håndboldklub og er dermed til rådighed allerede ved pokalturneringens FINAL4 mellem jul og nytår.

“Jeg ved, at Team Esbjerg er en rigtig god klub, som jeg er glad for at slutte mig til. Klubben har mange stjernespillere, som vil presse mig både i kampene og i den daglige træning. Jeg håber at kunne yde alt for holdet og glæder mig til igen at spille Champions League-håndbold. De to andre hollændere i truppen, Sarah og Judith, har fortalt mig, at det er et godt hold at komme ind på, så vi skal nok få det sjovt,” siger Zoë Sprengers.

Som mange andre hollandske landsholdsspillere tog hun sine første seniorår i VOC Amsterdam. Som 20-årig skiftede hun til Bayer 04 Leverkusen, inden hun i 2022 fortsatte karrieren i BVB Dortmund. To år senere gik turen til Nykøbing Falster, hvorfra hun nu skifter videre til Team Esbjerg.

Cheftræner Tomas Axnér ser tilgangen som en oplagt løsning i den aktuelle situation.

“At vi kan hente en hollandsk landsholdsspiller som Zoë Sprengers nu er en optimal løsning for os. Hun har mange kvaliteter, er en hurtig kontraspiller med en fin afslutningsteknik og har opbygget solid erfaring i to stærke tyske klubber. Hun har også gode defensive egenskaber og kan med sin aggressive stil spille på flere positioner i forsvaret. Zoë har været på vores ønskeliste, lige siden Sanna Solberg meddelte sin graviditet,” siger Tomas Axnér.

Han tilføjer, at fløjspillere generelt er lettere at integrere hurtigt end playmakere og andre bagspillere, og at det vil lette tilpasningen yderligere, at hun allerede har landsholdskollegerne Sarah Decker og Judith van der Helm i truppen.

Zoë Sprengers får en kort, men intensiv indkøring frem mod FINAL4.

“Jeg møder 27. december og har to træningspas til at lære systemet at kende inden FINAL4. Jeg er hurtig, løber meget og håber, at jeg kan bidrage med lette mål i kontraspillet. Defensivt er jeg eksplosiv, så modstanderne ikke så let kan komme forbi mig,” siger hun, der på venstre fløj får svenske Elin Hansson som makker.

Sprengers var en del af det hollandske landshold, der blev nummer fire ved VM-slutrunden på hjemmebane i december. Siden 2021 har hun spillet 79 landskampe og scoret 173 mål. Hendes kontrakt med Nykøbing Falster stod oprindeligt til at løbe frem til sommeren 2026, men fremtiden derefter er endnu uafklaret. Foreløbig er fokus rettet mod at levere på højt niveau i Team Esbjerg.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder