HØJ Elite leverer underskud – men vil fortsætte arbejdet med at styrke klubbens position
Årsregnskabet viser et resultat på -2,02 mio. kr., men samtidig råder håndboldselskabet over en egenkapital på knap syv mio. kr. (6,994 mio. kr.), hvilket giver et stærkt økonomisk fundament frem mod næste sæson.
Regnskabet følger i kølvandet på en historisk sæson, hvor både kvinde- og herreholdet sikrede oprykning til håndboldligaerne – et sportsligt løft, der også har krævet markante investeringer.
Lars Vinther, direktør i HØJ Elite, forklarer, at resultatet svarer til det forventede. Han udtaler i pressemeddelsen:
”Resultatet skal ses i lyset af, at HØJ Elite har foretaget store investeringer – både hvad angår spillere og setup’et omkring holdene og kampene. Derudover har vi forstærket vores organisation, så vi også udenfor banen er gearet til de næste skridt i vores udvikling. Samlet set er der tale om betydelige omkostninger, og derfor er jeg også særligt tilfreds med, at vi kan bevare en så stærk egenkapital, som giver os ro og handlekraft til at fortsætte arbejdet med at styrke HØJ Elites position,” siger Lars Vinther og fortsætter:
”Det har været et fantastisk år for HØJ Elite med oprykninger til begge ligaer. Det er en milepæl for os og den foreløbige kulmination på det projekt, som vi startede for mere end ti år siden. Men vi har ikke tænkt os at hvile på laurbærrene – vi arbejder hele tiden på at forbedre os. Vi har allerede to konkurrencedygtige hold, men har endnu større ambitioner for de kommende år. Derfor ser vi også frem til at byde profiler som Kaja Kamp og Lasse Andersson velkommen i næste sæson.”
Blæst bagover af interessen
Også hos bestyrelsesformand Helle Rasmussen er der tilfredshed med udviklingen hos HØJ Elite.
Efter herre- og kvindeholdets oprykninger til ligaerne er HØJ Elite blevet genstand for stor opmærksomhed. Det har betydet vokseværk på det kommercielle område, hvor eksempelvis DSV er gået ind i klubben som storsponsor.
”Helt generelt kan vi sige, at vi er blæst bagover af den enorme interesse, som vi har oplevet omkring HØJ Elite. Vi bliver i stor stil kontaktet af medier, som ønsker at vide mere om os. Der er også sket en markant stigning i mængden af virksomheder, som gerne vil være en del af rejsen. Og det er helt centralt, at vi kan udvide mængden af kommercielle partnerskaber endnu mere for, at vi kan indfri vores målsætning om at blive en bæredygtig forretning,” siger Helle Rasmussen og fortsætter:
”Derudover har vi fået endnu flere fans i alle aldre og af forskellige nationaliteter, som støtter os og laver en fantastisk kulisse på vores hjemmebane. Samtidig er der truffet beslutning om opførelsen af en ny arena i Ølstykke, hvilket betyder, at vi i fremtiden vil få bedre faciliteter til at fortsætte vores udvikling i. Derfor er vi optimistiske og føler helt overordnet, at vi står stærkt til fremtiden.”