GOG-træner: Vi må kigge indad
GOG måtte lørdag se sig slået på hjemmebane af Fredericia, og efter kampen lagde cheftræner Kasper Christensen ikke skjul på sin skuffelse over holdets indsats.
Christensen var klar i sin vurdering af præstationen, som han beskrev som markant under niveau.
"En meget undervældende præstation. Jeg synes i dag, at vi på samtlige parametre kollektivt var dårligere end Fredericia, som selvfølgelig spiller en meget, meget fin kamp. Men vi må også virkelig kigge ind og sige, at i dag var præstationen under det, vi kan, og under det, vi kan forvente af hinanden," siger han til klubbens hjemmeside.
Cheftræneren pegede samtidig på, at opgøret endnu en gang understregede, hvor hård den danske herreliga er, hvis man ikke rammer sit topniveau.
"I dag fik vi selvfølgelig også set, at den danske herreliga er benhård. Hvis ikke man spiller godt, så får man problemer. Der er rigtig, rigtig mange stærke ligahold."
Ifølge Christensen var det især manglen på energi og det velkendte udtryk, der blev afgørende i nederlaget. Noget, som ellers har kendetegnet GOG i de seneste kampe, var helt fraværende denne gang.
"Så vi må erkende, at Fredericia var bedre end os hele vejen igennem. Vi var slet ikke i stand til at komme op og ramme det niveau og udvise den energi og det udtryk, som vi for eksempel havde i onsdags – og som i det hele taget har kendetegnet os."