Ung Landin var iskold og frygtindgydende
Niklas Landin er en af verdens absolut bedste målmænd, og man kunne tidligt se hans enorme talent. Det understreger en efterskolekammerat fra Oure nu.
Når børn og unge håndboldspillere bliver spurgt ind til, hvem deres forbillede på landsholdet er, er der formentlig en del af dem, der vil pege på Niklas Landin.
Danmarks sidste skanse er en af verdens absolut bedste, og han har modtaget stor hyldest gennem tiden.
Men hvordan var Landin egentlig inden, han blev en stor stjerne. Det sætter efterskolevennen fra Oure Efterskole Christoffer Buchhave nu ord på. Han arbejder i dag i Udlændinge- og Integrationsministeriet, men husker tydeligt Niklas Landins talent allerede fra efterskoletiden, som ingen var i tvivl om.
"Han var iskold og teknisk dygtig dengang. Og så havde han også allerede størrelsen med sig. Samtidig kunne hans ro nærmest være frygtindgydende over for modstanderne," siger Christoffer Buchhave til DR Sporten.