LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Aalborg henter GOG-spiller som afløser for kaptajn

Anton Lindskog skifter til sommer fra GOG til Aalborg Håndbold, hvor han bliver ny stregspiller efter salget af René Antonsen.

Aalborg Håndbold har fundet sin nye stregspiller til den kommende sæson.

32-årige Anton Lindskog skifter til sommer fra GOG og trækker dermed i den røde trøje i Aalborg. Skiftet kommer kort efter, at René Antonsen er blevet solgt til HBC Nantes, og klubben har ifølge ledelsen handlet hurtigt for at lukke hullet på stregen.

Anton Lindskog har været i GOG siden 2023 og kom dertil med solid international erfaring. Inden opholdet på Fyn spillede han i Bundesligaen for både SG Flensburg-Handewitt og HSG Wetzlar, mens karrieren begyndte i IFK Kristianstad i hjemlandet Sverige.

Aalborgs teammanager Martin Larsen peger på kontinuitet og erfaring som afgørende faktorer i valget.

”Med gårsdagens afgang af René Antonsen til HBC Nantes har vi handlet hurtigt og sikret os en god aftale med Anton, som vi kender indgående fra den danske liga gennem de seneste sæsoner. Vi ved dermed også, at vi får en stærk, erfaren og utrolig stabil spiller, der kommer til at passe perfekt ind som stregspiller sammen med Simon Hald og Felix Möller,” siger han.

For Lindskog selv er skiftet til Aalborg et nyt kapitel i en lang karriere på højt niveau.

”Det er en fantastisk klub at komme til, og det er meget motiverende for mig at indgå denne aftale. Det er en klub med utrolig mange gode spillere, så jeg håber, at jeg med min erfaring kan bidrage til, at vi sammen når vores mål,” siger han.

Han ser også frem til at opleve Sparekassen Danmark Arena fra den anden side.

”Jeg glæder mig til at trække den røde trøje over hovedet og løbe ind foran de mange tusinde fans. Det bliver helt sikkert sjovere end at komme her som modstander,” siger Lindskog.

Den svenske stregspiller står noteret for 29 landskampe og 13 mål for Sverige. I denne sæson har han bidraget med 28 mål og 11 assists i Herreligaen.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder