LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

Officielt: Træner forlader Team Esbjerg efter sæsonen

Christian Knutzon Køhler tiltræder fra den kommende sæson i et cheftrænerjob i en anden ligaklub.

Assistenttræner Christian Knutzon Køhler forlader efter to år i Team Esbjerg sin post ved udgangen af denne sæson. Han tiltræder 1. juli 2026 et cheftrænerjob i en anden klub i Bambuni Kvindeligaen.

– Planen har hele tiden været at blive cheftræner. Jeg ville ikke springe fra mit nuværende job i utide, men hvis der dukkede en spændende mulighed op imellem to sæsoner, var jeg klar til at gribe chancen. Jeg føler mig moden til opgaven nu, og Team Esbjerg har bidraget meget til denne proces, især samarbejdet med Tomas Axnér. Jeg forlader et fantastisk hold og fantastiske mennesker, så jeg græder med det ene øje, siger Christian Køhler i en pressemeddelse.

Han kom til Team Esbjerg efter to sæsoner som assistenttræner i Ikast Håndbold og havde inden da samme funktion i København Håndbold. Han færdiggør i juni 2026 den højeste træneruddannelse, EHF Master Coach, og vil fagligt og erfaringsmæssigt være perfekt rustet til sit nye job.

Team Esbjergs cheftræner, Tomas Axnér, begræder, at samarbejdet med hans makker i trænerteamet slutter om et halvt år, men ønsker ham det bedste i det fremtidige virke.

– Christian har i hele perioden i Team Esbjerg været meget nysgerrig på at udvikle sig som træner. Man mærker, at han er uddannet skolelærer og er vant til at arbejde med mennesker, også børn og unge. Vi har et godt fællesskab, hvor Christian blandt andet byder ind med analyser, når vi forbereder os til kampe. Han mangler blot at stå i spidsen for et ligahold, og jeg er overbevist om, at det vil han klare på bedste vis, siger Tomas Axnér.

Christian Køhler vil gøre alt for at slutte godt af i Team Esbjerg, hvor han i sin første sæson bidrog til at deltage i EHF Final4 og vinde DM-sølv, pokaltitel og Super Cup.

– Jeg har en kæmpestor sult efter mere metal, og det håber jeg, at jeg kan være med til at tilføre, så jeg får en rigtig pæn exit fra Team Esbjerg, siger Christian Køhler.  

Foruden jobbet i Team Esbjerg tiltrådte han i november som assisterende træner for W18-landsholdet, hvor han og den tidligere stjernespiller, Nycke Groot, assisterer Flemming ”Tuborg” Larsen.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder