LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Niklas Clausen

Alt fra Boxen: Sublim dansk verdensklasse

De danske spillere var fra en helt anden planet, da Tyskland blev straffet hårdt i Herning, hvor det blev til rød/hvid 40-30-sejr.

De danske stjerner startede godt i Boxen, og scoringer fra Mathias Gidsel og Lukas Jørgensen bragte os på 2-0, inden Tysklands første mål kom på straffekast rundet de tre minutters spil. Herefter fulgte nogle hæsblæsende minutter, hvor begge hold spillede godt, scorede forrygende mål og fulgtes ad. Med en superscoring fra fløjen gjorde Niclas Kirkeløkke det til 7-5 rundet de syv minutter.

Mathias Gidsel blev skubbet i en kontra men scorede alligevel, og det kostede en tysk udvisning. Gidsel brugte anledningen til at gejle Boxen op, der virkelig var på ligesom de danske spillere. Emil Nielsen stemplede ind med en stor redning efter ti minutter, hvor Danmark allerede havde lavet ti mål!

Danmark spillede forrygende og fik fat igen, og en etmålsføring blev til 14-9, inden Tyskland overvandt en dobbeltredning fra Emil Nielsen og reducerede på det efterfølgende straffekast. I den anden ende var Mathias Gidsel og Simon Pytlick helt ustyrlige, og særligt Gidsel viste klassen med flere kongemål og flotte assists.

Kevin Møller kom på banen og pillede pynten af et tysk straffekast efter 17 minutter, inden Rasmus Lauge bragede den ind i den anden ende til 16-10. Gidsel, Pytlick og Lauge kom også på tavlen, og så havde vi lave 19 mål på 22 minutter mod tyskerne, der nok var glade for, at det danske forsvar og målmændene havde det svært.

Frem mod pausen nåede vi at få klassemål fra blandt andre Magnus Saugstrup, Rasmus Lauge, og så var det 24-18 ved pausen i en målfest i Boxen!

Anden halvleg åbnede med en Kevin Møller-redning, mens Rasmus Lauge og Simon Pytlick åbnede den danske målkonto på ny. Tyskerne hang dog nogenlunde på, og de formåede at åbne anden halvleg med 4-2 i målscoringer og kom på 26-22, mens de faktisk også havde chancen for at komme tættere på, men i stedet øgede Rasmus Lauge igen.

Med 29-23 på tavlen og 42 minutter spillet fik Jyske Bank Boxen et chok, da Mathias Gidsel blev nedlagt i meget høj fart. Han blev liggende og tog sig til anklen, og både med og modspillere så fortvivlede på verdensstjernen, der heldigvis kom op igen. Positivt var indskiftningen af Lasse Andersson også, der fik lavet fine ting både offensivt og defensivt.

Mod slutfasen virkede det til, at Danmark havde styr på tingene, selvom målfrekvensen var gået noget ned. De seks måls overskud blev nogenlunde holdt, og hver gang tyskerne kanonerede bolden i mål, blev der svaret på smukkeste vis.

I de sidste minutter byttede de to hold mål, og så endte det med dansk sejr på 40-30!

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder