Frygtede flækket øjenbryn, læbe eller brækket næse: - Sådan har Sarah Iversen det
Sarah Iversen blev smasket i gulvet og i sekunderne efter frygtede søster, Rikke Iversen, at der enten var tale om et flækket øjenbryn, læbe eller brækket næse.
OLYMPIC VILLAGE (PARIS, EUROPAMESTER.DK): Rikke Iversen frygtede det værste og håbede det bedste - for sin søster og landsholdkammerat.
Hun var godt klar over, at når stregsøsteren ligger helt stille på halgulvet, så er den ikke helt god. Rikke Iversen sad selv på bænken og kunne blot se til, mens hun modtog behandling og vaklende med krydsende ben forsøgte at gå ud mod bænken.
Lige i de sekunder frygtede hun det værste:
- Jeg frygtede jo alt fra et flækket øjenbryn til brækket næse til en flækket læbe. Men heldigvis var det ingen af delene, siger Rikke Iversen til Europamester.dk til dagens pressemøde og kan berolige os andre:
- Hun har det fint. Vi skal ud at spise nu her, så vi skal ud og prøve at få noget lækker mad udenfor byen. Det glæder vi os meget til.
- Så ikke noget med nedrullede gardiner, solbriller og hovedpinepiller an masse?
- Nej!
- Hvordan oplever du situationen?
- Jeg når bare at tænke, at jeg skal ind. Det lyder enormt koldt. Men jeg er enormt meget i zonen. Jeg stoler på, at vores fysioterapeut har styr på det. Så skal mit fokus lå på, om vi skulle vinde eller ikke. Jeg ser bare, at hun går i gulvet.
- Hun siger selv, at hun får et ordentligt smask i hovedet. Det er aldrig rart at se. Jeg kunne godt se, at det gjorde ondt. Men vi håndterer det godt som trup og kommer hurtigt videre, og fyssen sagde hurtigt, at hun er fin nok. Han var hurtig til at kalde den, og så kunne vi fokusere på spillet.
- Var det vigtigt for dig at vide det?
- Ja, både som søster og holdkammerat. Vi var hurtigt klar over, at vi ikke mistede endnu en holdkammerat som med Simone Petersen. Der var ro på , og det er en vigtig ting at få med, siger Rikke Iversen.
Landstræner Jesper Jensen melder om ingen bekymringer:
- Lige nu er vi positive, som det ser ud. Det er godt. Vi holder stadig megameget øje med slag til hovedet. Både Sarah Iversen og Line Haugsted fik et slag til hovedet, men her til morgen er det okay. Så de er begge i kamp i morgen.
- Jeg har snakket med Sarah. Men det er mere Mikkel Hjuler og Morten Storgaard, der er vigtige i den her situation. Hun har det fint. Så langt så godt. Ingen bekymringer - men vi har stadig øje på dem begge, slutter Jesper Jensen.