LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Hvem rykker op fra 1. division?

I dag klokken 15:00 falder afgørelsen i 1. division: Hvem skal sikre sig den direkte oprykning til håndboldens bedste række?

HØJ er på pole position før sidste spillerunde, og kan med ét enkelt point på udebane mod Odder sikre sig oprykning til Herreligaen. Men lige bag dem lurer Aarhus, som stadig har muligheden, hvis de selv vinder ude mod Tønder, samtidig med at HØJ taber.

Hos HØJ ser holdet frem til kampen med både spænding og forventning, og det gælder ikke mindst veteranen Hans Lindberg, der trods en glorværdig håndboldkarriere aldrig har stået i en kamp om direkte oprykning før.

“Det er en helt speciel kamp, vi står foran. Vi spiller for oprykning, og det er jo første klasse. Så der er ekstremt meget på spil for os. Hele holdet glæder sig, og vi er fuldstændigt toptunede til den her kamp,” siger Hans Lindberg til klubbens Facebook-side.

Den rutinerede højrefløj med erfaring fra blandt andet Bundesligaen og landsholdet erkender samtidig, at oprykningskampe er ukendt territorium, selv for ham.

“Jeg har aldrig prøvet at spille en oprykningskamp. Det er selvfølgelig specielt. Jeg kan godt mærke, at spændingen stiger, men også at glæden ved at skulle spille kampen er der,” lyder det fra Lindberg.

HØJ kommer ikke til at mangle opbakning på lægterne i Odder, hvor udebanesektionen på cirka 150 pladser blev udsolgt på mindre end 24 timer. Netop opbakningen kan ifølge Lindberg vise sig afgørende:

"Det er fantastisk at se, hvor mange der bakker op om os og tager turen med til Odder. Jeg håber, at vi sammen kan skabe en fest, især når kampen er slut. Den massive støtte kan helt sikkert give os de sidste procenter."

Kampen mellem Odder og HØJ – og det afgørende opgør mellem Tønder og Aarhus – starter begge klokken 15:00. Derefter står det klart, hvem der kan juble over en plads i næste års Herreliga.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder