Jesper Jensen glæder sig: Bliver en helt anderledes jul
Derfor er forventningen til årets juleferie usædvanligt stor for FTC-træneren, der efter fem måneder i Budapest tæller dagene til gensynet derhjemme.
”Det er uden tvivl en af de mest ventede juleperioder i mit liv,” siger han til klubbens hjemmeside og fortsætter:
”Jeg har boet fem måneder i Budapest, og de sidste fem år var jeg altid afsted med landsholdet i november og december. Jeg var ofte helt udmattet, når vi nåede jul. Det bliver anderledes nu. Jeg glæder mig til at komme hjem, være sammen med min familie og bare læne mig tilbage og se VM.”
Ensomheden kom som chok
Jensen lægger ikke skjul på, at det har været et følelsesmæssigt hårdt efterår.
”Det har været svært at være væk. Vi har boet sammen i 29 år, så det var meget uvant at gå hjem til en tom lejlighed, lægge sig alene og vende sig til den stilhed,” fortæller han.
De første uger forsvandt i nyheder og praktiske gøremål – men bagefter ramte realiteten.
”Udfordringen var at lære at fokusere på det positive, ikke på savnet. Det tog tid, men nu begynder jeg at være mere hjemme i det.”
Han indrømmer dog, at det perfekte scenarie ville være, hvis familien kunne bo med ham i Budapest. ”Det er ikke muligt nu, så det er et kompromis. Men jeg er glad for, at jeg tog springet.”
Budapests tempo – og Ferencváros’ kultur
Jensen fremhæver, at kulturmødet har været en af de store oplevelser.
”Jeg har levet 30 år samme sted i Danmark, omgivet af den samme kultur. Budapest er noget helt andet. Nogle dage går alt hurtigt, og jeg skal virkelig følge med, men jeg kan godt lide det.”
Han understreger, at han bevidst søgte et miljø som Ferencváros: multikulturelt, stort og med flere sportsgrene samlet under én klub.
”Jeg har fået mere ud af det, end jeg forventede. Jeg lærer af de bedste atleter i klubben hver dag.”
Når han skal koble af, hopper han på cyklen og kører rundt i byen.
”At cykle over en bro, op til Halászbástya, bare mærke byen… Budapest giver mig meget. Det er næsten som at indånde byen.”
Julegaver i sidste øjeblik
Spørgsmålet om julegaver vækker et smil.
”Jeg er typen, der køber gaver den sidste uge. Min kone er meget bedre til det,” siger han. ”Da børnene var små, var det lige meget, hvad de fik. Nu er de 19, 17 og 14 – de ved godt selv, hvad de vil have, og deres far skal i hvert fald ikke fortælle dem, hvad de skal gå i.”
Den sværeste gave? ”Min kone. Helt klart.”
VM: Dansk håb – og ungarsk realisme
Selv i juleferien kan han næppe helt slippe trænerblikket, når VM kører.
”Jeg prøver at blive bare tilskuer, men det kommer næppe til at ske,” siger han med et grin.
Han tror, Ungarn får det svært mod de absolut største.
”Et ungarsk medalje ville være et kæmpe resultat. Norge, Frankrig og Danmark er stadig et skridt foran. Derefter kommer Tyskland, Ungarn og Holland.”
Men håbet er der.
”Jeg ville elske at se Ungarn nå semifinalen. Jeg er kommet hertil for at hjælpe med at bygge noget op. Hvis jeg om 10-15 år kan sige, at jeg bidrog lidt til ungarsk håndbolds udvikling, vil jeg være stolt.”