LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Stjernens tvivl presser Barça

Der er fuld gang i forhandlingerne mellem FC Barcelona og Dika Mem om en forlængelse af hans kontrakt, der udløber i 2027. Men samtidig erkender den franske stjerne, at han også er i dialog med andre klubber – noget, der nu får Mundo Deportivo til at tale om et “Dika Mem-case”.

Barça ser Mem som en hjørnesten for fremtiden, og et farvel ville være et slag af de helt store. Klubben lover ifølge avisen at gøre “alt inden for mulighederne” for at holde fast i ham, men spørgsmålet er, om det bliver nok i en tid med økonomisk forsigtighed.

“Jeg tror, jeg er en god spiller, og andre klubber vil også have mig. Hver gang jeg har forlænget med Barça, har jeg talt med andre hold – det er normalt,” siger Mem på et pressemøde, hvor han flere gange afviser at gå ind i diskussioner om prioriteter og tidsplaner.

Ifølge Mundo Deportivo er mindst to klubber klar til at gøre et markant forsøg på at hente ham: Füchse Berlin og Paris Saint-Germain. Begge har i årevis holdt øje med ham, og i september var Mem selv i Berlin for at se klubbens faciliteter – et besøg, som også Sport Bild tidligere har skrevet om.

Barcelonas sportslige og private miljø betyder dog meget for Mem, der har boet i byen siden 2016. Han blev for nylig far, og hans partner er selv født i Barcelona, hvilket klubben håber kan veje tungt i overvejelserne.

Alligevel hersker der usikkerhed. Ifølge avisen er Mem bekymret for, om Barça i de kommende år kan fastholde et budget, der matcher ambitionerne om at vinde Champions League – et af hans klare karrierekrav.

“Der er mange ting at tage hensyn til… men det lyder jo næsten, som om jeg er på vej væk. Jeg er her stadig,” siger Mem med et smil, mens han understreger, at hans fokus lige nu er torsdagens Champions League-kamp mod Wisla Plock.

Træner Carlos Ortega, der selv sidder ude med en EHF-karantæne i kampen mod polakkerne, siger til Mundo Deportivo, at klubben vil gøre alt, hvad den kan:

“Jeg håber, Dika vælger at blive. Han er enormt vigtig, og klubben er allerede i gang.”

Historien minder om forløbet op til Mems seneste forlængelse i 2022, hvor PSG fristede ham med en bedre økonomisk pakke, men hvor Barça alligevel formåede at overbevise ham om at blive.

Ifølge Mundo Deportivo er optimismen moderat, men ikke blind. Internt er der en tro på, at Mem ender med at blive – men ingen tør give garantier.

Afgørelsen ventes at få stor betydning for hele transfermarkedet i international håndbold. For hvis Mem beslutter sig, falder næste dominobrik umiddelbart efter.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder