LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Agesen og Mulle er sammen igen

Otte år er gået, siden Niels Agesen og Kristina "Mulle" Kristiansen sidst arbejdede sammen i Nykøbing Falster Håndbold

Dengang kulminerede samarbejdet med DM-guld i 2017 – og nu, i sommeren 2025, er duoen atter samlet. Denne gang med en ny trup, nye ambitioner og med et gensyn, der både er velkendt og fuld af ny energi.

"Jeg synes, det er fint at være sammen igen," siger Niels Agesen nøgternt, men bliver straks drillet af Mulle:

"Du skulle sige noget pænt om hende."

For selvom de to har en lang historie sammen, er deres samarbejde langt fra udramatisk.

"Der er mange, der har en antagelse om, at Niels og Mulle bare har hængt sammen og været enige om alting. Og det tror jeg godt, at jeg kan slå en stor streg under: Det er langt fra sandheden," siger Agesen med et skævt smil.

"Vi snakker rigtig meget håndbold, og vi er lidt sådan nogle brydere-kasser. Niels er lidt mere 'kasse', og jeg er lidt mere 'bryderkasse'," tilføjer Mulle. 

"Vi har fundet en god vej, men nogle gange bryder jeg lidt for hurtigt ud – det er måske det."

Alligevel er gensynet præget af gensidig respekt – og ikke mindst glæde over at være tilbage i samme hal.

"Jeg synes, det er dejligt, den måde han snakker håndbold på under træningen. Stopper spillet, forklarer: ‘løb, løb, sådan og sådan’. Det har jeg savnet," siger Mulle og afslører, at hun endda kom til at rose sin gamle træner under træningen.

"Det tager jeg med," svarer Niels med grin. "Mulle roste mig en gang i løbet af træningen, og ellers var det primært undskyldninger, jeg hørte. Så der er meget, som det plejer – men måske kan vi lægge lidt flere lag på derfra."

For Agesen handler genkomsten i NFH om at sætte sit præg på en trup med mange nye ansigter. Og selvom holdet kun har været samlet til én træning, er retningen tydelig.

"Vi har ikke brugt et minut på forsvar endnu, men offensivt ser det spændende ud. Spillerne virker til at trives med det, vi gerne vil. Vi har en lang vej endnu, men det handler om at få lagt lag på – og måske spille lidt mere og snakke lidt mindre," siger han med et glimt i øjet til sin medspiller og tidligere anfører.

Målet er klart: hurtigt håndbold, høj risiko og masser af tempo.

"Vi skal forvente noget begejstring og noget tempo, som måske ligger med lidt højere risiko end de sidste par sæsoner. Så må vi se, hvad det kan bære," siger Agesen.

Mulle nikker genkendende og supplerer:

"Det var jo også det, jeg håbede, da Niels skulle tilbage til Nykøbing – at vi kom tilbage til det hurtige og sjove, hvor man tør tage nogle vilde afleveringer. Bare man ikke kaster med lukkede øjne."

Hun erkender, at håndbolden i NFH har ændret karakter i de senere år, men ser Agesens genkomst som en tilbagevenden til en mere offensiv og levende spillestil:

"Spiltyperne er noget anderledes nu, og det er jo også Niels’ tanke bag det her hold. Jeg føler, det er det håndbold, han gerne vil spille."

Og selvom der er flere nye ansigter i truppen, føler Mulle sig hurtigt hjemme i det nye set-up:

"Allerede efter første træning snakker vi håndbold. Vi kender hinanden som håndboldspillere, og så kommer resten bagefter. Vi vil vinde, vi vil spille – og så glemmer man hurtigt, hvem der er ny."

Dermed er fundamentet lagt for en ny sæson i Nykøbing – med et velkendt makkerpar i spidsen og drømmen om endnu en triumf i horisonten.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder