Første dag med Agesen i NFH: Løb, puls og høj intensitet
Mandag markerede starten på en ny, men samtidig velkendt æra i Nykøbing Falster Håndboldklub. Her havde Niels Agesen første træningsdag som cheftræner – igen.
Agesen, der tidligere har stået i spidsen for NFH og ledte klubben til det historiske DM-guld i 2017, vender tilbage til NFH, efter flere år som træner for Mors-Thy Håndbolds herrehold.
Comebacket blev ikke markeret med fanfarer og blomster – men med løb. Masser af løb. På en video delt af klubben på sociale medier bliver tonen hurtigt slået an. Under teksten "Høj puls – Niller i back!" ses spillerne blive presset fysisk fra start, mens Agesen styrer slagets gang i vanlig intens stil.