LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Denne franskmand er tvivlsom til EM

Der er fortsat usikkerhed om Yanis Lennes EM-deltagelse, efter at One Veszprém og det franske landshold vurderer hans knæskade forskelligt.

Der er fortsat tvivl om, hvorvidt Yanis Lenne bliver klar til EM, efter at den franske fløj pådrog sig en knæskade i Champions League-opgøret mod Sporting tidligere på måneden.

Ifølge en udmelding fra One Veszprém er Lenne blevet undersøgt af både klubbens lægestab, lægerne omkring det franske landshold samt en knæspecialist. Vurderingerne har dog været modsatrettede. De lægelige vurderinger, som klubben lægger størst vægt på, peger på, at Lenne har behov for ro og målrettet genoptræning i de kommende uger.

Samtidig understreger Veszprém, at klubbens indflydelse er begrænset i landsholdsperioden. Ifølge de internationale regler er det landsholdets stab, der træffer den endelige beslutning om spillernes anvendelse, mens klubberne alene kan komme med anbefalinger.

Veszprém har derfor videresendt sine lægefaglige vurderinger til det franske landshold og gjort det klart, at klubbens anbefaling er pause og behandling. Det er dog det franske landsholds læger, der har det sidste ord. Efter de første undersøgelser vurderede de, at Lennes knæ var klar til belastning, og at der ikke var nogen risiko forbundet med at udtage ham til EM, som begynder 15. januar.

På den baggrund er Yanis Lenne udtaget til Frankrigs snævre EM-trup og rejser med til landsholdets træningslejr. Her skal det afgøres, om han reelt er klar til at spille.

Hos One Veszprém håber man, at der bliver truffet en ansvarlig beslutning, hvor alle parters langsigtede interesser bliver taget i betragtning.

"Vi håber, at der bliver taget en ansvarlig beslutning med udgangspunkt i de lægelige vurderinger, vi har sendt, og som varetager både Yanis Lennes, det franske landsholds og One Veszpréms langsigtede interesser."

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder