Freja Cohrt om Odenses titelkompleks : -Jeg håber, vi har lært af de tidligere år
Odense prøvede sidste år at være nede med otte mål og alligevel vinde pokalsemifinalen mod værterne fra Team Esbjerg for så at falde helt igennem dagen efter i finalen mod Nykøbing Falster. Freja Cohrt håber, at det titelløse Odense-hold har lært af sure lærepenge og kan løfte klubbens første titel i år.
Final 4-stævnet for ét år siden i Esbjerg var noget af en mental og spillemæssig rutsjebanetur på mindre end bare 24 timer for det stjernespækkede Odense-mandskab. I semifinalen mod fremadstormende Team Esbjerg og Estavana Polman var man undervejs bagud med otte kasser og lignede et hold i total opløsning.
Men bedst som pokalhåndbold nu kan udvikle sig, kom Jan Pytlicks piger tilbage, overhalede værterne indenom og sneg sig i finalen til sidst: For derefter igen at gå i opløsning i finalen mod Mulle og Nykøbing Falster, der løb fynboerne over ende.
Fra total eufori over at vende semifinalekampen fra nederlag til sejr og så til at forlade turneringen med en enorm skuffende fornemmelse. Dét håber Freja Cohrt ikke udspiller sig én gang til.
-Det bliver sindssygt spændende, og det er altid intenst og hårdt med to kampe på to dage. Men med vores erfaringer fra sidste år ved vi også bare, at alt kan ske, siger Freja Cohrt til Europamester.dk.
-Vi fik også set, hvad der sker, hvis man ikke er helt klar på opgaven. Så jeg håber, at vi er den erfaring bedre fra sidste år. Men vi glæder os bare sindssygt meget til at komme i gang, understreger Cohrt.
Men det har ikke været meget tid, Odense-holdet har haft at træne sammen i december. Hele ni profiler har været af sted til VM med henholdsvis det norske, svenske, danske og hollandske landshold.
Det kan derfor være svært at sige noget om, hvor fynboerne lige nu står frem mod semifinaledysten mod rivalerne fra København, der trak sig sejrrigt ud af det seneste møde i den sidste spillerunde inden landsholdspausen.
-Vi havde også mange af afsted sidste og forrige år. Man har selvfølgelig forståelse for, at os der har været af sted lige har nogle dage, hvor vi ikke møder ind i klubben. Man gør selv det, der skal til, for at man kommer tilbage i bedst mulig forfatning.
-Vi er alle fokuseret på den her opgave og rigtig mange, ikke inklusiv mig, har jo prøvet at komme hjem fra en slutrunde og præstere på ny igen, understreger Cohrt.
-Det meste skal lykkes for os. Det kommer til at være altafgørende, om vi får styr på tingene i forsvaret og dermed kan få kontrascoringer og lette mål. Jeg er ret sikker på, at kontrafasen for begge hold bliver afgørende. Den lille kontrakamp i kampen kommer til spille en betydelig rolle for det endelige resultat, siger Cohrt, der forsikrer, at hun fysisk har det rigtig godt trods en hård slutrunde.