Bagspiller fortsætter i KIF Kolding: Forlænger til sommeren 2029
KIF Kolding har sikret sig Markus Bugge i yderligere tre sæsoner, så den 20-årige bagspiller fortsætter i klubben frem til sommeren 2029.
Bugge har fået en imponerende start på sæsonen og blev for nylig kåret til Månedens Spiller for september i samarbejde med DYKON – kun måneder efter sit comeback fra en længere korsbåndsskade.
Bagspilleren har hele sin håndboldopdragelse i KIF og har repræsenteret klubben fra ungdomsrækker til førsteholdet.
Cheftræner Anders Eggert roser Bugge som et stort aktiv og fremtidigt fundament for holdet:
“Vi er utroligt glade for forlængelsen med Bugge. Han har gjort det supergodt og er et stort aktiv i truppen. En dygtig tovejsspiller, der passer præcis ind i det, vi vil, og som har potentialet til at blive endnu dygtigere. Han er en mand for både nu og fremtiden, og én vi glæder os til at bygge på – både på og uden for banen.”
Talentchef Julie Loop fremhæver hans seriøse tilgang og klubånd, både som spiller og som træner på akademiet.
Selv var Bugge ikke i tvivl:
“Valget om forlængelse var for mig meget nemt. KIF har en kæmpe betydning for mig og jeg holder virkelig meget af klubben. Så da de ønskede at forlænge, stod det meget hurtigt klart at det var her jeg skulle fortsætte min karriere. Samtidig er dette “nye” KIF et sindssygt spændende projekt, hvor der er igang med at blive bygget et stærkt miljø, som har stort fokus på ens udvikling, og det er noget jeg ser meget frem til at være en del af. Så at kunne fortsætte i min barndomsklub er utrolig stort og jeg glæder mig til at spille i KIF trøjen foran vores fantastiske fans i de næste tre år”
Indtil videre har han spillet otte kampe og scoret 38 mål i sæsonen.