Ligahold vil være vilde: Det lyder måske arrogant
I Silkeborg-Voel har man tabt de seneste fire kampe på stribe - senest fik man en lussing med nederlag på 11 mål hjemme mod NFH.
Nu er der så mulighed for revanche, når det onsdag aften gælder Ikast Håndbold.
Cheftræner Peter Schilling Laursen understreger før kampen, at man skal smide hæmningerne nu.
"Vi ser altid på vores modstandere, men i denne kamp mod Ikast har vi mest fokus på vores eget spil. Især efter det nederlag vi fik i sidste kamp. Det handler mere om fight og vildskab, end det handler om taktik og fransk kryds, siger Peter Schilling Laursen i klubbens egen optakt.
Træneren mener, at holdet skal bruge kampen til at genfinde selvtilliden og rette op på forsvaret, der har lukket for mange mål ind i de seneste kampe.
"Vi skal have mere fokus på os selv, og det lyder måske arrogant, men vi skal træne på det vi kan bruge i de næste kampe mod Viborg og Høj. Selvfølgelig skal vi have vilje, vi skal have mod, men vi kommer derimod ikke til at lave så meget nyt, hverken med formation eller system, siger han.
Schilling Laursen forventer, at kampen mod Ikast bliver en test af holdets energi og vilje til at stå stærkt defensivt.
"Det er ikke det, at man taber, der gør ondt. Det er måden, man taber på. Vi skal have noget vildskab og noget nerve, og vi skal have noget vilje tilbage i forsvaret og noget flere spilstop, hvis vi kan, siger Peter Schilling Laursen.