LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Rasmus Henriksen vender hjem til Mors-Thy Håndbold

Mors-Thy Håndbold får fra sommeren 2026 en markant forstærkning mellem stolperne.

Klubben har sikret sig 25-årige Rasmus Henriksen, der vender tilbage på en toårig aftale – og dermed genforenes med klubben, hvor han tidligere blev både pokalvinder og kåret til Årets Spiller to sæsoner i træk.

“Det føles helt rigtigt at vende hjem. Mors-Thy betyder meget for mig – jeg kender klubben, folkene omkring den, og miljøet passer perfekt ind i mit og min kærestes liv,” siger Henriksen. “Jeg kommer tilbage med en kæmpe motivation for at præstere og tage ansvar. Jeg vil spille med energi og udstråling, som altid, og jeg glæder mig til at mærke stemningen i hallerne igen – den er noget særligt her.”

Henriksen, der tidligere har spillet for blandt andre Randers HH, HF Mors og TTH Holstebro, fremhæver, at han vender tilbage som en mere moden spiller. “Jeg har fået flere erfaringer og ved, hvad der betyder noget for mig. Det er stadig den samme Rasmus, men måske lidt mere voksen – dog med samme iver og glæde for håndbolden.”

Hos Mors-Thy Håndbold vækker hjemkomsten stor begejstring.

“Vi er enormt stolte over, at det er lykkedes at hente Rasmus tilbage,” siger direktør Ian Marko Fog. “Han var en ønskekandidat fra start og har været eftertragtet af mange klubber. Hans fysik, eksplosivitet og træningsiver passer perfekt ind i vores ambitioner. Sammen med Oliver Larsen får vi et målmandsteam på meget højt niveau.”

Henriksen, der måler 186 centimeter og vejer 93 kilo, bosætter sig på Mors sammen med sin kæreste Aia.

Målet for comeback-sæsonen er klart: Mors-Thy skal i slutspillet – og gerne spille med om medaljer.