LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Endnu et overskud i Skjern

Skjern Håndbold A/S har igen afsluttet regnskabsåret med plus på bundlinjen. For 13. år i træk kan klubben præsentere et overskud, denne gang på 189.507 kroner før skat, mens nettoomsætningen lander på lidt over 25 millioner kroner.

Resultatet betegnes som tilfredsstillende af ledelsen, der fremhæver både den store lokale opbakning og den sportslige succes i den forgangne sæson som afgørende faktorer.

“Vi er stolte over at kunne præsentere overskud for 13. år i træk. Den kontinuerlige støtte fra vores mange trofaste partnere betyder alt for, at vi kan fastholde et stærkt sportsligt setup og samtidig drive klubben på et sundt økonomisk grundlag,” siger direktør Carsten Thygesen.

Deltagelsen i DM-finalen sidste sæson bidrog til en markant sportslig eksponering og styrkede samtidig klubbens kommercielle profil.

Selskabet står fortsat solidt med en egenkapital på godt 5,2 millioner kroner, primært i likvide midler – et klart signal om, at Skjern fortsætter den stabile drift, der har gjort klubben til et forbillede i dansk håndbold.

“Vi føler os godt rustet til fremtiden og vil fortsat kæmpe for at leve op til vores identitet som ‘Verdens mindste storklub’,” understreger Thygesen.