GOG-stjerne før PSG: Jeg glæder mig virkelig
Torsdag aften mødes GOG og Paris Saint-Germain i EHF Champions League i et opgør, der kan få stor betydning for gruppens øverste placeringer. Begge hold har fire point før runde 6 og deler dermed femtepladsen, så der er vigtige point på spil.
GOGs færøske profil Óli Mittún ser frem til opgøret:
“PSG er et virkelig stærkt hold med stjerner på alle positioner. For at matche dem skal vi holde samme tempo og hurtige kontraspil, som vi har vist i vores sidste to kampe. Det er en utrolig svær, men også sjov arena at spille i, så jeg glæder mig virkelig til det," siger han til EHFs hjemmeside.
De to hold har mødt hinanden fire gange i europæiske turneringer, hvor GOG kun har vundet én gang, i 1997. Sidste møde endte 35-40 på hjemmebane i november 2022.