Flere Bundesliga-spillere må melde afbud til EM
Serbien må undvære en af sine vigtigste profiler ved det kommende EM. Ifølge Sport Bild er Milos Kos blevet tvunget til at melde afbud til slutrunden på grund af en ankelskade.
Den 23-årige bagspiller, der til daglig spiller i Bundesligaen for HC Erlangen, havde håbet at blive klar, men skaden kræver mere tid, end kalenderen tillader. Det bekræfter Kos selv i et opslag på sociale medier.
”Jeg har gjort alt, hvad der stod i min magt, men desværre var det ikke nok, fordi skaden er af den type, hvor tid er den afgørende faktor,” lyder det fra Milos Kos.
Det serbiske håndboldforbund oplyser, at Kos døjer med en skade i anklen, og at ønsket om at deltage var stort, men at helbredet måtte komme først. Dermed misser han EM, hvor Serbien blandt andet skulle have mødt Danmark i gruppespillet den 17. januar.
Afbuddet er et markant slag for Serbien, der i forvejen står over for en svær pulje med både Danmark, Spanien og Østrig. Ved seneste EM sluttede serberne som nummer 19, og håbet var, at Kos kunne være med til at løfte holdet denne gang.
Ifølge Sport Bild er Milos Kos ikke den eneste Bundesliga-profil, der må melde fra. Også Nejc Cehte fra Füchse Berlin deltager ikke ved EM, dog af familiemæssige årsager.
EM-slutrunden afvikles fra midten af januar i Danmark, Sverige og Norge, men for Milos Kos bliver det denne gang fra sidelinjen.