LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Kommentar: Hvem planlægger egentlig kampene?

Kampprogrammet i dansk håndbold vækker undren, når Final4 spilles på hverdage i december, og ligakampe placeres allerede 2. januar uden tydelig sportslig eller kommerciel værdi.

Hvem er det egentlig, der planlægger kampprogrammet i dansk håndbold? Og hvem er det, der konsekvent glemmer at stille det mest grundlæggende spørgsmål: Giver det her overhovedet mening?

Det kan i hvert fald umuligt være klubberne selv. For ingen klub med respekt for hverken spillere, fans eller samarbejdspartnere ville lægge et Final4-stævne den 29. og 30. december. To hverdage, klemt ind midt i juleferien, hvor TV 2 SPORTs eksperter bagefter kan stå og undre sig over, at der ikke er mere fyldt i hallen. Nej, tro da pokker.

Selvfølgelig har nogle juleferie. Men langt fra alle. Og mens voksne jonglerer arbejde, familie og højtider, er børnene – sportens fremtid – i fuld gang med julecups rundt om i landet netop den 29. og 30. december. Det er de samme børn, man ellers gerne vil have i hallen, når dansk håndbold viser sig frem. Et Final4-stævne den 27. og 28. december, i en weekend, havde været oplagt. Sportsligt, logistisk og kommercielt. Men nej.

Og så stopper det ikke der.

At der ovenikøbet er lagt to ligakampe i Bambuni Kvindeligaen den 2. januar, er direkte håbløst. Helt ærligt: Hvad er den sportslige værdi i at spille en ligakamp den dag? Hvad er den kommercielle værdi? Svaret er desværre det samme på begge spørgsmål: Meget begrænset.

Fans og sponsorer har knap nået at få nytårets strabadser ud af kroppen. Nytårsaften er lige overstået, og uanset hvor professionelle spillerne er, så må man formode, at de – med klubbens velsignelse – har haft fri. Måske ikke til at drikke sig i hegnet, men mon ikke de fleste har været oppe til klokken ét eller to for at fejre nytåret som almindelige mennesker.

Så står den på én haltræning den 1. januar, og dagen efter er det i gang med en vigtig ligakamp. Det er hverken en opskrift på toppræstationer eller på fyldte tribuner. Og hvis der ikke kommer et ordentligt antal tilskuere, hvad er værdien så for sponsorerne? Ikke særlig stor. For spillerne? Næppe optimal. For produktet dansk håndbold? Direkte skadeligt.

Man kan godt sige, at klubberne tjener penge på at spille kampe. Men kampe uden publikum, uden intensitet og uden timing er ikke forretning. Det er bare aktivitet.

Så ja, godt man ikke er spiller – eller har noget med EH Aalborg, Silkeborg-Voel, Ringkøbing eller Odense at gøre lige nu. For det her program er ikke lagt med hensyn. Det er lagt på et skrivebord, langt væk fra virkeligheden i hallerne.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder