Team Tvis skriver med Jamina Roberts
Pressemeddelelse:
TTH henter svensk profil
TTH-cheftræner Niels Agesen kalder venstrebacken for et kæmpe talent med nogle kompetencer, man ikke finder hos ret mange andre spillere.
- Jamina er en finurlig spiller på den gode måde. Hun er hurtig, kreativ, stærk motorisk og god mand-til-mand. Skal man sætte et enkelt begreb på hende, er det vel X-faktor, siger Niels Agesen, der har været i hård kamp om svenskeren.
- Man skal bruge tæerne også for at tælle de klubber, der har været interesseret i hende, så vi er naturligvis svært tilfredse med, at hun har valgt TTH. Jamina blivet et perfekt alternativ på venstre back til den ”klassiske” Anne Sofie Hjort, og med de to samt Kristina ”Mulle” Kristiansen, Lærke Møller og Nathalie Hagmann i bagkæden, er vi altså godt kørende, siger han.
Jamina Roberts har i denne sæson haft stor succes for svenske Sävehof, der bl.a. har imponeret i Champions League, hvor hun var den 8. mest scorende spiller. Nu ser hun frem til Danmark og TTH.
- Jeg har haft det godt i Sävehof, hvor jeg har spillet hele mit liv, men jeg ser frem til at prøve noget nyt. Jeg håber, at skiftet til en ny klub og en stærkere liga vil udvikle mig som menneske og håndboldspiller, siger Jamina Roberts, der i TTH får to svenske holdkammerater, nemlig Linn Blohm og Nathalie Hagmann.
- Jeg har spillet med dem begge før, og det føles trygt at have dem tæt på, både fordi de er dygtige håndboldspillere, men også fordi de griner af mine vittigheder, siger hun med et smil.